Lidt om hvem vi er
Om DahlLuther
DahlLuther er et lille mikro bageri ved Fosdalen i Tranum, hvor vi primært bager med surdej. Vi lægger stor vægt på at bruge lækre kvalitets råvarer og vi køber gerne så lokalt som muligt. Vi bager med surdej da vi elsker den nørdede tilgang til ting. Surdej er for os, back to basic, hvor man ved hvad der er i det vi spiser. Det er en langsommelig proces at bage med surdej. Det kræver viden, teknik og at man kender sin surdej. Man kan ikke bare lige beslutte at bage nu, og så hive noget ud af ovnen efter et par timer. Men surdejsbrødet er efter vores mening det lækreste brød og er absolut hele processen og tiden værd.
Vi bager forskellige surdejsbrød, rugbrød, boller og forskellige kager hvoraf de fleste også er bagt på surdej. Derudover bager vi også efter højtiderne, og så vidt muligt stadig med surdej. Salget foregår fra brødskabet i laden (eller ved at banke på ind til bageriet).
Vi hedder Anja og Martin og er begge 40 år. Vi flyttede her til Tranum i efteråret 2021 for at komme tættere på Vesterhavet og naturen. Med i købet fik vi et fantastisk lokalsamfund med kæmpe støtte og opbakning til vores lille projekt. Vi elsker at være en del af en masse små erhverv som bakker op om, og supplerer hinanden.
DahlLuther holder åbent om lørdagen fra kl.9-16 (eller udsolgt). Det er altid muligt at forudbestille (gerne senest onsdag kl.15). Ved at forudbestille er du altid sikker på at der ikke er udsolgt af det du skal bruge. Men forudbestillinger gør det også meget lettere for os at vide hvor meget vi skal bage, så der er nok til alle. Man er også velkommen til at skrive og høre om der er mere tilbage, så man ikke kører forgæves. Ugens udvalg bliver annonceret på vores sociale medier.
Vores passion
Hos DahlLuther har vi en anden passion der er lige så stor som at bage med surdej, nemlig chokolade. Vi laver en masse håndlavede fyldte chokolader, chokolade plader, dragée mm. De fyldte chokolader laver vi et sortiment af til de forskellige højtider (jul, påske, valentinsdag, mors dag, fars dag, halloween osv). Derudover laver vi til påske også påskeæg og forskellige slags marcipanæg. Som i vores surdejs bageri lægger vi også her vægt på at bruge gode kvalitets råvarer, så vi kan fremstille nogle virkelig lækre produkter.
At lave de håndlavede blanke chokolader er en nørdet verden. Det er en lang proces der kræver viden, teknik og god tid for at skabe et produkt man bliver glad af at kigge på. Det er her man kan slippe kreativiteten løs og skabe små kunstværker man kan spejle sig i. Indholdet i chokoladerne bliver der også tænkt over, så de er tilpasset årstid og højtid. Nogle chokolader er med enkelt fyld, andre med dobbelt fyld. Men ens for alle er at alt er hjemmelavet fra bunden. Når man køber vores chokolader skal man gerne tænke ‘wauw’ og blive glad af at kigge på dem, og man skal også gerne blive endnu gladere når man smager dem. Vi nyder at skabe dem og håber i nyder at spise dem.
Udover vores surdejs bageri og chokolade, laver vi også andre kager på bestilling. Vi laver bl.a. moussekager, talkager, kagetapas m.m. Det er selvfølgelig også muligt at bestille chokolade hvis man skal bruge noget specielt.